lørdag den 4. maj 2013

Max the cat - og de andre 2... Del 1

I min husstand er vi 2 faste beboere: mig selv og så min øjesten Max.

Jeg elsker katte og har gjort det lige så længe, jeg kan huske tilbage. Da jeg var lille pige og selv kunne begynde at skrive ønskeseddel, stod der altid "En kattekilling" som det første ønske.

Jeg fik først en kattekilling, da jeg var 19...

En af min mors kollegaers kat havde fået killinger, og af en eller anden grund gik mine forældre med til, at vi fik en af de små grå uldklumper, der møvede rundt på sofaen.

Yo-Yo, som var en blanding mellem en perser og en siameser, var en meget bestemt dame, som ikke var den store nussekat, ikke rigtig gad at snakke med andre mennesker og slet ikke gad at blive båret, men på trods af hendes lidt reserverede væsen, var hun den sødeste kærligste kat.

Da Yo-Yo var 3-4 år, så jeg et opslag på min arbejdsplads, hvor en medarbejder havde en maine coon-killing til salg, og da jeg så billedet af den lille chokoladeæske-killing, tænkte jeg: Den skal jeg have!!!

Så jeg købte mig en racekat!

Jeg var på udstilling med Zimba et par gange, men han var et meget nervøst gemyt, som stort set hyperventilerede hele dagen igennem på udstillingerne, så det droppede jeg hurtigt. Det var simpelthen dyreplageri for en kat som ham, så på trods af et par fine placeringer blev det ikke til mere.

Zimba var til gengæld alt, hvad Yo-Yo ikke var, når det kom til nusning. Han elskede at ligge på én i sofaen - gerne hele aftenen - og hvis han kunne blive båret rundt, var han en lykkelig kat.

De blev aldrig rigtig gode venner. Zimba levede lidt på tålt ophold, og Yo-Yo syntes vist generelt, at det var lidt belastende at have den der anden kat rendende rundt.

Yo-Yo blev 18 og Zimba blev 17, og jeg måtte desværre af med dem med kun ca. 1 års mellemrum. Dét var godt nok hårdt, og jeg besluttede mig for at prøve at være "kattefri" i minimum 1 år.

Det blev til omkring 3 år... Lige indtil jeg i september 2010 tog med min vendinde og hendes mor ud til Inges Kattehjem i Glostrup for at hente en kat til min venindes mor...

Den fortælling vil jeg vente med til i morgen, for lige nu vil jeg nyde synet af den smukke Max, som ligger og sover i solen i vindueskarmen...
 

Max ca. 1½ år gammel (maj 2011).
Sådan ser man ud, når man har tygget i sin mors 
taske, og "mor" ikke har opdaget det endnu...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvad synes du? Smid en kommentar.