søndag den 26. maj 2013

Det behøver ikke være så svært

Madlavning...!



Det er absolut ikke min ting. Jeg elsker at spise, især mad andre har tilberedt, men det siger mig bare ikke rigtig noget selv at tilberede mad. Jeg er fantasiforladt og mister meget hurtigt overblikket, så når jeg endelig kaster mig ud i madlavning, skal der helst ikke være gang i for meget på én gang. Hverken når det gælder ingredienser eller antal blus.

Og så er jeg opskriftblind... Jeg kan læse en opskrift igennem, og hvis jeg er heldig hænger den første sætning fast. Så når jeg skal lave noget efter en opskrift, tager jeg én sætning ad gangen, for mere kan min hjerne ikke indeholde. Og jeg gør helst alle ingredienser klar, så det hele er lige til at gå til, når først det går løs.

Men ind i mellem bliver jeg så fornøjet over at blive mindet om, at det ikke behøver at være så voldsomt avanceret at tilberede noget god mad.

Jeg er så svineheldig at have en kæreste, som bærer over med mit madlavnings"handicap", og stort set laver mad til mig hver dag. Jeg er især meget imponeret over hans evne til at tage, hvad vi har i køleskabet/fryseren, og så finde på noget supergodt, som jeg aldrig ville have tænkt på.

Det øverste billede er en af hans kreationer. Det er nogle uger siden, men så vidt jeg husker bestod "burgeren" bare af en rugbrødsbolle smurt med lidt Philadelphia, agurk, salat, forårsløg, marzano-tomater, rød peber, røget laks og lidt dilddressing.

Mums.........



Det andet billede er min egen kreation. Jeg var alene hjemme, og som oftest når jeg bare skal lave mad til mig selv, bliver det noget med pasta. Jeg ELSKER pasta!!!!!! Jeg er helt sikker på, at hvis jeg har levet før, var jeg italiener. 100%!!! (Da jeg jo også elsker katte, har jeg måske endda været italiensk huskat).

Det ser måske ikke ud af meget, men det smagte fantastisk! Irmas økologiske pasta, champignoner, rødløg, rød peber,grøn pesto og til sidst lidt spinat. Blande, blande, blande - et voila!!! Herlig aftensmad på 15-20 min. Og der var oven i købet lidt til overs til frokost dagen efter... 

Så ind i mellem skal man have lov til at gøre lidt nemt for sig selv. Især når resultatet ender med at blive super lækkert alligevel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvad synes du? Smid en kommentar.