søndag den 16. november 2014

Så gjorde jeg lige et fund

Jeg har altid elsket at læse, og jeg tager, som så mange andre, altid en bog med på ferie. Men kun én, for i modsætning til stort set alle andre får jeg allerhøjst læst en lille bitte smule i flyveren, og ellers får bogen sandsynligvis lov til at ligge urørt på natbordet.

For nogle år siden skulle jeg på ferie og tog "Havana-rummet" af Colin Harrison med. Jeg fik som sædvanlig kun læst en bitte lille smule på ferien, men fortsatte lidt da jeg kom hjem. Jeg har ingen idé om hvorfor, men jeg løb sur i den, og på en eller anden måde fik den fuldstændig "dræbt" min læselyst i flere år (der var nok også andre faktorer, der spillede ind, men jeg giver den skylden). Jeg kunne mere eller mindre kun tage mig sammen til at læse, når der kom nyt fra Jo Nesbø eller Jussi Adler Olsen, og det ærgrede mig faktisk rigtig meget, at det ikke blev til mere.


Den store synder...

Jeg følger flere bogbloggere, og hos en af dem (husker desværre ikke hvem) læste jeg om Goodreads og deres Reading Challenge. Det går simpelthen bare ud på at sætte et tal på, hvor mange bøger du gerne vil have læst i løbet af et kalenderår, og jeg tænkte, at det lige måtte være det, der skulle til, for at jeg kunne få gang i læsningen igen.

Og det var det! Halleluja!

Jeg satte i første omgang mit mål for 2014 på 12 bøger. 1 bog om måneden skulle være til at overkomme, og det gik faktisk så godt, at jeg senere hen satte målet op til 20 bøger. Jeg er nået til den 17. bog, så jeg tvivler på, at jeg kommer helt i mål, men det gør ikke så meget. Hovedsagen er, at jeg er kommet i gang med at læse igen. 

Et par af de bøger, som jeg længe har ville genlæse, er "Hannah" og "Kejserinden" af Paul-Loup Sulitzer, som er baseret på Helena Rubinsteins liv. Jeg lånte dem for mange år siden af min veninde, men de endte bare på hylden og blev aldrig læst. 

For et par uger siden gik jeg inde i Kompagnistræde i København, hvor der ligger flere antikvariater, og imens jeg gik og knævrede med min veninde, faldt mit blik tilfældigt på en hylde med bøger udenfor en af disse butikker, og der stod de! "Hannah" og "Kejserinden" i fin stand. Til 10,- pr. stk.! Jeg røg over, skovlede de to smukke bøger op i favnen og skyndte mig ned og betale. Og jeg var så fornøjet! Jeg har kigget lidt hist og her, og jeg tror kun, at de kan fås antikvarisk, så det er jo et decideret fund, jeg der har gjort mig.


Er de ikke smukke?

Jeg skyndte mig at komme i gang med "Hannah", så snart jeg havde muligheden, så den er den 17. bog i min reading challenge, og så vil det jo være nærliggende snuppe "Kejserinden" bagefter, når nu jeg er i gang.

Så nu kan min veninde endelig få sine bøger tilbage i folden, og jeg er så umådelig glad for at have fået min læselyst tilbage.

Hvad læser I i øjeblikket?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvad synes du? Smid en kommentar.