tirsdag den 18. november 2014

En lidt anderledes læseklub

Jeg skrev om bøger forleden, og jeg bliver i den boldgade i dag. 

Jeg har nemlig fundet en rigtig god mulighed for at få læst nogle bøger, som jeg nok ellers ikke ville læse - eller i det hele taget få kendskab til.

Emily Salomon har startet en læseklub, hvor du selv kan bestemme hvilket niveau af engagement, du vil lægge i den, og det er lige præcis det, der gør, at jeg har tænkt mig at følge med. Jeg har længe godt kunnet tænke mig at være med i en læseklub, men det at skulle nå at læse en bestemt bog, før man skal mødes næste gang, og i det hele taget det at skulle til "læsemøde" en gang om måneden, eller hvor ofte det skulle være, det tiltaler mig ikke rigtigt. Jeg elsker at læse, men jeg er en relativ langsom læser, så jeg ville skulle vælge enten mine egne læseønsker fra tit, eller droppe læseklub-bogen, og så synes jeg ikke, at jeg vil involvere mig i en fysisk læseklub.

Du kan læse Emilys tanker omkring læseklubben i hendes indlæg her.


Jeg har lånt billedet fra Emily Salomons fine blog

Jeg har læst november-bogen "Der bor Hollywoodstjerner på vejen" af Maria Gerhardt, som var meget hurtig at komme igennem. Meget fin og tankevækkende bog, og lige præcis en af de bøger jeg aldrig ville have så meget som overvejet at læse, hvis ikke det var for dette initiativ. 

Så min plan er at læse de foreslåede bøger, men jeg bliver nok ikke den, der blander mig allermest i diskussionen, med mindre jeg er blevet helt blæst omkuld af den ene eller anden årsag. Helt perfekt - og jeg glæder mig til at blive præsenteret for bøger i andre genrer, end dem jeg plejer at holde mig til.

Vil I være med - eller er I måske allerede med i læseklub?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvad synes du? Smid en kommentar.